Nina Marie Villadsen
Det kan være farligt at have hunden på bagsædet i bilen uden at den er spændt fast, fx i forbindelse med en hård opbremsning eller et sammenstød. Mange tænker ikke over, at hunden risikerer at ramme føreren eller passageren i nakken med stor kraft, hvilket både kan være fatalt for menneske og hund. - Der er forskellige muligheder for at sikre en hund i bilen. En mulighed er at få sat et solidt gitter op mellem hunden og forsæderne i bilen. En anden er at få monteret en fast boks til hunden i bilen. Det er der flere fordele ved, for bagage og indtræk bliver skånet. Og når hunden opholder sig i boksen, kan man åbne bagklappen, så hunden ikke bliver overophedet. Det er vigtigt, at boksen er så stor, at hunden kan stå oprejst, ligge udstrakt samt vende sig, siger Jens Svenningsen, dyrlæge og dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse. Ud over en fast boks i bilen findes der også sikkerhedsseler i alle hundestørrelser, som fastgøres til de sikkerhedsseler, der allerede er i bilen. Det er dog vigtigt, at du sikrer dig, at låsemekanismen på hundens sikkerhedssele er så solid, at den ikke kan springe op. Det er også en god idé at vænne hunden til selen i god tid inden den (måske) lange køretur. Kilde: Dyrenes Beskyttelse