Flemming Østergaard
Den 25. november døde Kim Henriksen efter længere tids sygdom. Han blev 54 år.
Jeg lærte Kim at kende kort efter, at jeg var tiltrådt som redaktør i 2008. Han tilbød sin hjælp med at levere billeder til artikler i bladet, og hans smukke og ofte fantastiske fotos har været med til at sætte sit præg på Jagthunden.
For mig personligt blev det til et langt, tæt og meget givende samarbejde, for jeg gik aldrig forgæves til Kim, når jeg havde brug for et billede eller hjælp til en reportage i det nordjyske. På et tidspunkt syntes Kim, at det var nemmere, jeg bare tog, hvad jeg havde brug for, og gav mig et direkte link til et stort galleri.
Hans kamera tager ikke flere billeder, men familien har givet lov til, at vi fortsat kan anvende Kims billeder i Jagthunden. Det er vi meget taknemmelige for.
Med nedenstående lille fotokollage vil vi fra redaktionen gerne sige tak for alle billederne og udtale et:
Æret være Kim Henriksens minde.