Jeg er en hundedame, som efter mere end 30 år med racen pekingeser mente, at tiden var kommet til at opfylde drømmen om en “stor” hund. Valget faldt på Cão da Serra da Estrela.

I forvejen boede der allerede en flok pekingesere i huset – samt høns og en kat. Det betød, at introduktionen af en stor, selvstændig vogterhund skulle ske med omtanke. Min Estrela blev derfor langsomt sluset ind blandt pekingeserne over cirka en uge. Efter omkring halvanden måned var hun fuldt integreret i flokken. Hun kendte alles navne, respekterede de små og fandt hurtigt sine legekammerater.

Min Estrela vejer nu knap 30 kg, mens den mindste pekingeser vejer 4,8 kg. Alligevel færdes hun roligt og hensynsfuldt imellem dem. Hun leger dagligt med de yngre pekingesere, og samspillet fungerer, fordi hun instinktivt tilpasser sin styrke og adfærd. Det kræver dog, at jeg som ejer er opmærksom på rammerne – især i situationer som fodring.

Måltiderne er den største udfordring. Pekingeserne ser intet problem i at spise hvalpefoder, og Estrelaen deler gerne. En Estrela-unghund er desuden langt mere opfindsom end en pekingeser, og racen er samtidig mere verbal. Alt sammen racemæssige forskelligheder, som stiller krav til struktur og overblik. Uden humor, rummelighed og overskud fungerer det ganske enkelt ikke at have to racer med så stor forskel i størrelse og til dels temperament.

Racemæssigt adskiller de sig markant. Estrelaen er selvstændig, vagtsom og dybt loyal over for sin familie. Racen er skabt til at beskytte husdyr mod rovdyr og favner derfor alle dyr i sit miljø. Den har ingen jagtinteresse.
Pekingeseren er ligeledes loyal og selvstændig, men også kærlig og vagtsom – og den har jagtinstinkt. Den vil gerne forfølge både katte og høns, hvis den får mulighed for det. Hvor Estrelaen lever i fredelig sameksistens med alle, kræver pekingeseren mere opsyn.

Motion og mental stimulering er et andet område, hvor behovene er forskellige. En Estrela har brug for mere fysisk aktivitet end pekingeserne. En god løbetur på min indhegnede mark gør hende rolig og afbalanceret, hvorefter hun selv søger hjem til sine små igen. Uden denne motion ville hun ikke være afslappet indendørs, hvor pekingeserne trives med et mere moderat aktivitetsniveau.

Hvad angår vokalisering, er det nu primært Estrelaens opgave at give lyd. Pekingeserne er med tiden blevet stille.

En klar udfordring ved Estrelaen er, at hun ikke trives alene. Er hun sammen med blot én pekingeser, er alt i orden. Bliver hun derimod adskilt fra flokken, bliver hun frustreret og ked af det. Det stiller krav til planlægning og forståelse for racens sociale behov.

At bo med to racer med så forskellige forudsætninger kræver indsigt i begge racers behov og respekt for deres forskelligheder. Når dette lykkes, kan samlivet blive en stor succes. For mig har det resulteret i en harmonisk flok, hvor både den store vogterhund og de små selskabshunde trives – hver på deres egne præmisser.