Bjarke Kirkegaard Nielsen
Udenfor banker regndråberne ind over vort lille land godt hjulpet af en stormende vindstød. Det er tydeligt at se på folk, når de kommer ind ad døren til Messe C i Fredericia, at de ånder lettet op, når de kommer i ly for uvejret. Det er bare én grund til at komme til hundeudstilling denne søndag. For her inde i de store haller er der både læ, ly og tørvejr.
Men det er naturligvis ikke alt. For her er også vanvittigt mange smukke og dejlige hunde, som udstilles i de forskellige ringe. I eftermiddag kulminerer det hele, når alle de bedste samles i Store Ring, og når eftermiddag er blevet til aften, bliver udstillingens bedste hund kåret.
Hundene er naturligvis det helt store trækplaster på sådan en udstilling. For hvem vil ikke gerne stifte bekendtskab med et par nye hunde og prøve at røre en race, man`måske aldrig har hørt om?
Inde i Hal A kan du også lægge vejen forbi DKK's mentalbeskrivelsesudvalg. Her kan du høre lidt om, hvorfor det er så vigtigt for racerne at få lavet en mentalbeskrivelse. Nogle hundeejere tror, at dem i mentalbeskrivelsesudvalget er onde mennesker, som kun er der for at finde fejl ved de forskellige racer. Det er dog langt fra sandheden. De er alle søde mennesker. Prøv selv at gå en tur derned.
Sådan et besøg i mentalbeskeivelsesudvalget er nok ikke det mest børnevenlige møde. Når børnene først har kigget lidt på de farlige spøgelser, der er hængt op, så er det interessante overstået for dem. Derfor er det godt, at mentalbeskriverne har verdens mest børnevenlige nabo. Det er nemlig Dansk Kennel Klub Hund og Familie Stand. Her kan børnene i den grad boltre sig. Om de vil lave hundekiks, lægge puslespil, tegne, farve, male eller klappe de dejligste sheltier, så er det denne stand, de skal besøge.
Har du hund med, så bør du lige komme ned i det fjerneste hjørne af Hal A. Der står et topprofessionelt fotostudie, hvor du kan få taget billeder af dig og din hund. Selve fotograferingen er ganske gratis, og du kan købe billederne med hjem for 350 kroner.
Der er altså absolut ingen grund til ikke at krybe i ly for stormen her i Messe C i Fredericia. Så kom endelig forbi.