Kasper Larsson
Manden i klovnekostumet ville skræmme livet af en svensk kvindelig hundelufter, men han skulle snart fortryde sit valg af offer. Det er ikke kun i Danmark, at tosser render rundt i klovnekostumer og sætter en skræk i livet på tilfældige, uskyldige mennesker. Fænomenet har også ramt Sverige, og tidligere i dag var der en uheldig klovn på spil i landsbyen Sundhultsbrunn i Småland. En kvinde var omkring kl. 10. om formiddagen ude for at lufte sin pelsede følgesvend, da klovnen fra sit skjul i nogle buske bag den lokale tankstation, stak sit grimme ansigt frem. Klovnen begyndte at jagte kvinden, der med sin hund løb ind i et skovområde. Her besluttede hunden, at nok måtte være nok, og forsvarede sin ejermand. – Hunden reagerede instinktivt og bed manden. Manden løb væk fra stedet og hen mod en genbrugsstation, siger Frederik Kliman, der er talsmand for politiet til Jönköping-Posten. Efterfølgende ringede kvinden omgående til politiet for at anmelde den ubehagelige episode. Desværre har det svenske polis ikke haft held til at finde klovnen. Samtidig beretter politiet, at den uheldige klovn bar en maske, jeans en sort jakke og hvide tennissko. Hundens bid sad enten i hånden eller armen på klovnen. Kilde: jp.se