Maja Golles
Mindst et par gange om dagen træder Danmarks cirka 580.000 hunde af på naturens vegne. En del af efterladenskaberne bliver liggende, mens en meget stor del faktisk samles op i en pose, for - for nogens vedkommende - siden alligevel at blive smidt, hvis der ikke er en offentlig skraldespand i umiddelbar nærhed. Hundeposeklistermærket kan - ganske gratis - stille en masse private skraldespande til rådighed for at afhjælpe problemet. - I stedet for at løfte pegefingre og være sure på hundeejerne, tror vi, det har meget bedre effekt at strække en hjælpende hånd ud. Det er hjælp til selvhjælp for husejerne at tilbyde hundeejerne at benytte ens private skraldespand til de fyldte hundeposer. Mange har måske ikke lyst til at gøre det uden at have fået lov, forklarer Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent. - Det er en del af Dansk Kennel Klubs formål at skabe en ansvarsbevidst holdning hos alle hundeejerne generelt. Og dét at samle op efter hunden er centralt i forhold til omgivelsernes accept af hunde. Derfor håber vi selvfølgelig på, at klistermærket bliver taget godt imod, siger kommunikationskonsulent i Dansk Kennel Klub, Vibeke Knudsen. Det er Hold Danmark Rent og Dansk Kennel Klub, der står bag klistermærket, som kan fås gratis på holddanmarkrent.dk. Du kan også få tilsendt et eller flere mærkater ved indsendelse af frankeret, adresseret svarkuvert til Dansk Kennel Klub, Parkvej 1, 2680 Solrød Strand. Skriv "hundeposemærkat" på kuverten. Kilde: holddanmarkrent.dk