Tine Luther
Klokken 20.00 i aften er der premiere på det nye quizprogram ”Hvem sagde vuf?” med Felix Smith og hans labrador, Marley, som værter. I løbet af 12 programmer gæster 36 kendte danskere og deres hunde programmet, hvor der dystes på både paratviden om hunde og i sjove lege. Gæsterne i det første program er sangerinde Sanne Salomonsen, danser Thomas Evers samt sportsagent og fodboldspiller Patrik Wozniacki, der alle har deres hunde med. Med hjælp fra DKK og en masse dejlige DKK hunde Dansk Kennel Klub har bistået Nordisk Film / TV2 med udvikling af indslag og ”hundehåndteringen” under optagelserne. DKK’s adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen, har været tovholder for dette. Diverse efterlysninger via specialklubber, kredse og DKK’s hjemmeside har givet pote, og det er lykkedes at få en masse skønne DKK-hunde og hundeejere engageret i tilblivelsen af programmerne. Der er afprøvet lege, som måske skulle indgå i programmet, ”menneske mod hund” konkurrencer, for slet ikke at nævne 12 fantastiske og meget forskellige hvalpekuld, som indgår i programserien. I kan glæde jer til at se bl.a. samojede, pekingeser, engelsk setter, sankt berhard, labrador retriever og welsh corgi pembroke hvalpe. DKK’s tidligere kommunikationskonsulent, Vibeke Knudsen, har ligeledes assisteret som ”faktatjekker” i forhold til nogle af de mange spørgsmål, der indgår i programmerne. Desværre har der indsneget sig et par fejl, idet redaktionen efter godkendelse af spørgsmålene har omformuleret et par af spørgsmålene og svarmulighederne. DKK har naturligvis gjort opmærksom på fejlene, men redaktionen henviser til, at der ikke er pengepræmier på spil og derfor ”lever med fejlene”. Skønhedsfejl eller ej, DKK vælger at se på det positive i, at TV2 dedikerer 12 programmer af 40 min. varighed til menneskets bedste ven - hunden. I alt deltager 36 kendte hundeejere med tilsammen 38 hunde - og 109 skønne DKK hundehvalpe leger med i programmerne. Programmet kan også ses på TV 2 PLAY. Kilde: play.tv2.dk