Bjarke Kirkegaard Nielsen
Søndag aften klokken 18.57 udsendte Sydøstjyllands Politi et tweet om, at der var fundet en lille sød hund i et brombærkrat nær det lukkede og nedbrændte Fakkegrav Badehotel ved Vejle Fjord.
Bomuldshunden var noget medtaget efter at have siddet fast i sin flexiline i krattet, og politiet efterlyste i tweetet ejeren til den lille hund.
Efter at have udsendt tweetet fik Sydøstjyllands Politi massevis af henvendelser fra borgere, der tilbød alt fra at passe til hunden til ejeren var fundet til rent faktisk at adoptere den bortløbne lille stakkel.
Det blev ikke nødvendigt for ordensmagten at gøre brug af borgernes gode intentioner. Tirsdag klokken 11.04 udsendte Sydøstjyllands Politi endnu et tweet, hvor de oplyste, at hund og ejer var genforenet.
I samme tweet takkede politiet for opmærksomheden og de venlige tilbud.