Hjælp til forfrosne hunde i Københavnsområdet

26-12-2010 11:04
I samarbejde med Projekt Hus Forbi indsamles dækkener, tæpper, foder mm. til de hjemløses hunde
Copyright Hunden.dk
I denne meget kolde tid skal de hjemløses hunde have dækkener på for at holde varmen. De to hjemløse, som har været med til at opstarte indsamlingen af dækkener mv., har selv sparet op til dækkener ved at skovle sne og sælge avisen ”Hus Forbi”. Deres ønske er, at alle hjemløses hunde kan få hjælp til at holde varmen i vinterkulden. (Foto: Wickie Zebitz)

De hjemløse og deres hunde har en særdeles barsk tilværelse i den kolde vinter, der har ramt os. Derfor er tre piger gået sammen om at stable en indsamling på benene. Indsamlingen sker i samarbejde med to hjemløse samt Projekt Hus Forbi, der støtter hjemløse – og de hjemløses hunde, bl.a. med gratis dyrlægehjælp, som du kan læse om i decembernummeret af magasinet HUNDEN. Indsamlingen drejer sig ikke om at få penge i kassen, men derimod om at skaffe aflagte hundedækkener, tæpper, underlag, soveposer, foder, godbidder mm. Seler, halsbånd og liner er også velkomne. Alt, hvad du kan undvære, kan afleveres hos Wickie Zebitz, Bøllegård Alle 23 1.tv, 2400 København NV (Emdrup) – tlf. 60 16 20 38. Sidste frist er den 16/1 2011. – Jeg håber, at rigtig mange mennesker vil donere deres hundeting til os siger, Wickie Zebitz. – Hundene fryser meget i øjeblikket og har ekstra meget brug for alt, hvad der kan holde dem varme. Hvis I har venner eller bekendte, som også kunne tænke sig at donere hundeting, så saml deres ting ind og tag dem med til mig, lyder opfordringen. Når der er samlet en god bunke sammen, kommer Hus Forbi og afhenter tingene, som så vil blive videreformidlet til de hjemløse i Københavnsområdet.

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout