Kasper Larsson
Der er dømt hundetopmøde i Fredericia, når de smukkeste, største, mindste og mest sjældne hunde stiller hinanden stævne. Og mødet er allerede i gang! Weekenden står i hundens tegn, og hvad end du er udstiller, opdrætter, udøver, eller blot interesseret i menneskets bedste ven, så har Fredericia noget at byde på. Hunde i alle afskygninger, både sjældne og de mere kendte racer, hundeudstyr som du ikke anede du- eller hunden stod og manglede, og foder, der kan tilfredsstille selv den mest kræsne snude. Der er stadig fuld gang i udstillingsringene, så du har fortsat muligheden for at se de smukkeste hunde, Danmark har at byde på, blive vist frem i ringen. Er du til show på den store klinge, så begynder udstillingen i Store ring kl. ca. 15. Her vil de bedste af de bedste konkurrere mod hinanden om at blive Best in Show. Vel mødt i Fredericia, Messe C.