Atjuuu! Også hunde får pollenallergi

21-05-2021 08:00

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Hos Agria Dyreforsikring hører man om mange allergiramte hunde. De bliver testet hos dyrlægen, og en del af dem er “kun” allergiske over for pollen – præcis som mennesker

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

– Pollenallergi er en årstidsbetinget lidelse, som både mennesker og dyr plages af. I maj og juni måned er det højsæson for birk og græs, som spreder sig med vinden. Det kræver en god portion tid og tålmodighed at behandle, fortæller Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

Han tilføjer, at de fleste hunde kan leve et godt liv med meget få eller ingen symptomer, mens et fåtal af hundene aldrig kommer af med allergisymptomerne. Alle hunderacer kan i øvrigt udvikle allergi over for pollen.

Fakta
Allergisymptomer
  • Hunden klør sig i hovedet, i armhulerne og i lysken (typisk pga. sekundær infektion)
  • Hundens hud og øjenkroge får en rødlig nuance
  • Øjnene løber i vand
  • Hunden bider og slikker på poterne
Fakta
Sådan forebygger du allergien
  • Reducér udendørsaktiviteterne i grønne omgivelser, mens pollensæsonen er på sit højeste.
  • Luft hunden tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor der er færrest pollen i luften.
  • Luft ikke hunden, når græsset er nyslået.
Fakta
Hvis allergien allerede har vundet indpas
  • Kontakt din dyrlæge og aftal tid til et sundhedseftersyn.
  • Hvis man kan afgøre, hvilken type pollen hunden reagerer mest på, som f.eks. elm, bynke, birk eller græs, kan man i visse tilfælde vaccinere mod allergien.  En behandling der også kaldes hyposensibilisering. I disse tilfælde fremstiller man en speciel allergivaccine til den enkelte hund. Der findes desuden en del medicin i pilleform, som hunden kan få dagligt, der kan dæmpe eller helt fjerne symptomerne.
  • Du kan bade hunden med kløestillende shampoo eller fugtighedsbevarende medicinsk shampoo. Dyrlægen kan også anbefale olie med en særlig fedtsyresammensætning, som du kan behandle hunden med.
  • Mange hunde får også god hjælp ved, at man vælger et foder udviklet specielt til allergihunde. Allergenernes primære optagelsesrute er via huden. Hvis den ydre barriere – hudbarrieren – styrkes via hud eller allergidiæter, kan hundens symptomniveau i nogle tilfælde dæmpes.
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout