Afghansk mynde sejrede i Roskilde

25-04-2015 19:06
Vinderen af dagens internationale DKK–udstilling blev den danskopdrættede afghaner Abica's Firefly.
Copyright Hunden.dk
Best in Show ved DKK's internationale udstilling lørdag den 25. april 2015: afghansk mynde, Abica's Firefly. Handler: Kirsten Nielsen. Dommer: Birte Scheel. (Foto: hunden.dk/Tine Luther)

Godt 3.000 hunde dystede ved dagens internationale hundeudstilling på Roskilde Dyrskueplads. Henunder aften udpegede den danske Best in Show-dommer Birte Scheel Abica's Firefly som dagens bedste hund. Hunden er opdrættet af søskendeparret Kirsten og Marianne Nielsen, Glumsø, og i dag ejet af Marianne Nielsen, Fredrik Nilsson og Mikael Nilsson. Han handles af Kirsten Nielsen. Abica's Firefly – eller Anton, som han hedder i daglig tale – er tre år gammel. Afghanere er sent udviklet, og derfor blev han først udstillet sidste år – og det kun på ganske få udstillinger. Dagens udstilling er hans første i år, og han vil blive udstillet på nogle udvalgte udstillinger i løbet af 2015. Anton tilbragte sine først år hos Marianne i Glumsø, men for et års tid siden flyttede han ind hos Kirsten, der er bosiddende i Sverige. Hun har ringtrænet ham og cyklet en masse med ham for at få ham i udstillingsform. Sidst, Marianne og Kirsten Nielsen vandt Best in Show ved en international DKK–udstilling med en afghaner, var i 2011. Her vandt de med Abica's Lucky 'leven, som er far til Anton. Kirsten og Marianne Nielsen har haft afghanske mynder gennem 30 år og har opdrættet racen de sidste 14 år – et kuld ca. hvert andet år. Udover mynderne opdrætter de også storpudler med succes – og mange husker den hvide storpudel Abica’s Miles Ahead, der blev årets hund i DKK i 2012 og 2013. DAGENS ØVRIGE PLACEREDE: Nr. 2: Langhåret chihuahua, Gillycuddy Life In Technicolor ejet af Jeanette Ammentorp Bengtsen, Hørsholm. Nr. 3: Korthåret Dværg Gravhund, Sundsdal's Dancing In The Dark ejet af Gitte, Kent og Josefine Sundsdal, Gørlev. Nr. 4: Schæferhund, Qazy Av Quantos ejet af Tor W Johansen, Norge. SE FLERE RESULTATER PÅ HUNDEWEB VIA LINKET UNDER BILLEDERNE TIL HØJRE.

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout