Tine Luther
For en californisk hund med udsigt til at blive aflivet eller anbragt på internat kan fremtiden alligevel være lys. Det er den pt. for en håndfuld hunde, som hundetræner Dina Zaphiris, West Hills, pt. træner til at opsnuse æggestokkekræft via patienternes udåndingsluft. Dina Zaphiri samarbejder med cancerforeningen Pine Street Foundation. Hun blev inspireret til arbejdet med at træne hundene til at påvise cancer, fordi hendes egen mor døde af sygdommen. Træningsmetoden er ret simpel: Først blæser henholdsvis raske mennesker og patienter med æggestokkekræft luft i et bæger med et stykke stof. Prøverne samles i et specielt stativ, og hundene skal så snuse til dem. Når de markerer for prøver fra kræftpatienter, får de en belønning. Hundene trænes fire timer dagligt fire dage om ugen. En af hundene, Schatzi, stod for at skulle aflives, da Dina Zaphiris fik hende med i træningsprogrammet. Hun viste sig at være særdeles dygtig til opgaven og har aldrig misset en prøve fra en cancerpatient. Der har tidligere været forskellige projekter, hvor hunde er blevet trænet til at finde cancer, men dette projekt er USA’s første rent statsstøttede projekt, hvor hunde via udåndingsluft skal diagnosticere netop æggestokkekræft. Man håber, at metoden bliver almindelig som værktøj til at diagnosticere cancerformen. Se indslag om projektet via linket under billedet til højre. Kilde: lifewithdogs.tv