Tine Luther
Det var langt ud på aftenen, og det var tid til at gå tur med hunden. Da Knud fra Lille Karleby havde gået en halv kilometer på landevejen, ville han ned på cykelstien, for landevejen var mørk og farlig. Han havde troet, det var nemt at komme derned, men skrænten var stejl, og sneen lå pakket i et lag på et par meter. I det Knud og hans hund trådte derud, sank de i, og hunden, Aiko, forsvandt helt. Den 68-årige Knud sad i sne til midt på lårene. Normalt havde han sin mobil med, men ikke lige denne aften. Ingen vidste, han var gået ud, og ingen kunne se eller høre ham. Knud forsøgte at kæmpe sig fri, men det lykkedes ikke, og han mistede bevidstheden. Han er diabetiker, og hans blodsukker var lavt. Aiko, som var kommet fri, forsøgte slæbe sin ven fri, men måtte give op. Derefter stillede hunden sig ved hans hoved. Tre unge mænd kom kørende og så den frysende golden retriever. De standsede og fik så også øje på den kolde mand, tog ham ind i bilen og ringede 112. I ambulancen fik personalet det våde tøj af Knud i en fart og fik givet ham glukose. Hans kropstemperatur var på 33 grader. Knuds datter, Susan, sad intetanende ganske nærved i Kr. Hyllinge og blev ringet op af Knuds nabo, da Aiko var blevet bragt hjem af nogle lokale. Både Knud og Susan er taknemmelige over Aiko og de tre mænds heltemodige indsats, som reddede Knuds liv. Kilde: lokalavisen.dk /Lotte Nygaard