Hallerne i Fredericia summer af den særlige energi, som kun en hundeudstilling kan præstere. Lyden af bjæf, duften af pelsplejeprodukter og de hurtige skridt i ringen danner rammen om en verden, som Cristine Hellström elsker. Men for Cristine er disse haller også mærket af et traume. Det var her, i 2024, at hun mærkede de første tegn på, at noget var helt galt. Dengang troede hun, at den overvældende træthed og det fysiske ubehag skyldtes det enorme pres fra blandt andet hendes mors terminale sygdom. Men skæbnen havde lagt en langt mere dyster plan.
Da uret begyndte at gå baglæns
Blot fjorten dage efter udstillingen i 2024 erkendte Cristine, at hun måtte til lægen. Med en hvilepuls på 154 kravlede hun de få hundrede meter der ned. Synet af hende i venteværelset fik øjeblikkeligt en lægesekretær til at rekvirere en ambulance. Inden der var gået tolv timer, sad hun med en besked, der ville få de fleste til at give op: æggestokkræft. Det var den samme sygdom, som var ved at tage livet af hendes mor.
”Jeg var begyndt at planlægge min egen begravelse. Jeg vidste, hvilke sange der skulle synges, og hvad der skulle stå på min gravsten,” fortæller Cristine med en stemme, der bærer præg af både alvor og den pragmatisme, der siden blev hendes overlevelsesstrategi. Kort efter blev diagnosen dog præciseret til lymfekræft. Selvom det gav et spinkelt håb om helbredelse, blev hun sendt direkte ind i en tæppebombning af kemoterapi, der drænede hende for alt overskud.
Kampen i isolationens boble
Netop som kemoterapien så ud til at bide sig fast, ramte det næste lynnedslag. I maj 2024 mistede Cristine pludselig sit syn. Dobbeltsyn og en altoverskyggende hovedpine førte til en rygmarvsprøve, der bekræftede det værst tænkelige. Kræften havde spredt sig til hjernen. Lægerne gav hende tilbud om palliativ behandling, men Cristine nægtede at lade det være slutningen.
Heldigvis blev Cristine udvalgt til en ny og ekstremt hård behandling på Rigshospitalet, hvor hendes egne celler blev udtaget og omprogrammeret. Det var en proces, der føltes som om, livet blev suget ud af hende, men det var også hendes sidste chance. Hun lå i isolation i ugevis, ude af stand til at se fjernsyn eller læse, mens hun ventede på, at hendes immunforsvar ville vende tilbage. Midt i denne ensomhed var tankerne om hundene hendes stærkeste mentale anker.
En uventet engel
Mens Cristine kæmpede for sit liv på hospitalet, tikkede et helt andet ur derhjemme. En af hendes tæver var blevet parret inden sygdommen ramte, og nogen måtte tage hånd om hende. I håb om en kyndig og hjælpsom hånd, slog Cristine et opslag op på Facebook, hvor hun efterlyste hjælp til tæven, fødslen og hvalpenes første tid. Ragnhild, en opdrætter fra en helt anden race, sagde de forløsende ord: ”Jeg tager hende.”
Ragnhild overtog tæven, styrede fødslen og passede hvalpene i deres første kritiske uger. For Cristine var det en handling af så stor empati, at det gav hende den nødvendige ro til at fokusere udelukkende på sin egen overlevelse. Selvom hun følte sig splittet over at overlade sit hjertebarn til en fremmed, viste det sig at være den største gave.
At rejse sig fra støvet
I august 2024 blev Cristine udskrevet. Hun var så svag, at hun modtog hjemmehjælp fem gange om dagen, og hendes seng var flyttet ned i stuen. Men viljen til at komme tilbage til hundene var stærkere end kroppens forfald. Blot få uger efter den seks måneder lange indlæggelsestid, insisterede hun på at deltage i Puppy Cup. Med vennernes hjælp og en luftmadras ved hånden gennemførte hun.
”Manden slæbte på alt udstyret, og jeg fik bare at vide, at jeg skulle lade være med at dø,” husker hun med et skævt smil. Det var et show af kvalme og svimmelhed, men det var også her, hun mærkede livet vende tilbage. Genoptræningen foregik ikke i et fitnesscenter, men med en snor i hånden og målet om at kunne gå 100 meter uden krykker.
”Havde det ikke været for hundene, havde jeg ikke siddet her i dag. Det må du gerne citere mig for. Jeg havde givet op, hvis ikke jeg havde haft hundene at kæmpe for.”
Livet i det mærkelige mellemstadie
I dag bor Cristine i Jylland, hvor hun har fundet den plads til hundene, som hun altid har drømt om. Hun lever i et mellemstadie, hvor hun ikke ved, hvad næste scanning bringer, men hun har valgt at leve som en livsnyder. Hun bruger symaskinen og kreativiteten som terapi, og hun gør tingene i dag frem for i morgen.
Hendes historie er en påmindelse til os alle om hundenes ubeskrivelige drivkraft i livet. Mødet i Fredericia denne gang var ikke en afsked, men en fejring af, at hun stadig er her, stadig udstiller og stadig kæmper med hundene ved sin side.
”Planlæg din pension, men planlæg også, at du kan dø i morgen. Hav en plan B og en veninde, der kender dine ønsker for hundene. Gå med livrem og seler, men lev livet som om du bliver hundrede,” lyder hendes afsluttende opfordring til andre.
Redaktionen på hunden.dk vil gerne rette en dybfølt tak til Cristine Hellström for hendes stærke og ærlige beretning. Hendes historie er ikke blot en beretning om sygdom, men en hyldest til livet og til de firbenede væsner, der nægter at give slip på os, når vi har allermest brug for det. Vi ønsker Cristine alt det bedste fremover, både i og uden for udstillingsringen, og vi håber, at hendes historie kan inspirere os alle til at leve lidt mere i nuet og værdsætte hvert eneste øjeblik med vores hunde.
Tyskland er en af de mest populære destinationer for danske hundeejere. Her får du overblikket over indrejsekrav og lokale regler, så ferien bliver tryg for både dig og din hund.
Artikel 1 af 3: I et halvt århundrede har Torben og Merete Elmedal dedikeret deres liv til den danske nationalrace. Deres rejse med Broholmeren er ikke kun en fortælling om personlig passion, men også historien om en races genfødsel og bevarelse. Torben og Merete Elmedal fortæller her om de skelsættende år, hvor fundamentet for den moderne broholmer blev lagt.
Artikel 2 af 3: Genskabelsen af broholmeren kan kun beskrives som en succesfulde reetablering. Men hvordan sikrer man sundhed, temperament og type, når man starter næsten helt fra nul? Torben og Merete Elmedal dykker her ned i de faglige overvejelser, de kreative løsninger og vigtigheden af det mentale fundament. Torben og Merete Elmedal deler her erfaringer og beretninger fra 50 år med Broholmeren.
Til årets træf 2026 kom der 270 personer og 170 hunde. Der kommer corgier fra hele landet, og for mange er det blevet en tradition at starte påsken med påsketræffet og så køre videre på ferie eller hygge hos familie og venner.
Skal ferien foregå inden for EU’s grænser, kræver det styr på dokumenter og tidsfrister. Her får du et præcist overblik over reglerne for rejse med hund i EU.
Et tilfældigt møde i en hundeskov i Sønderborg i foråret 2024 blev starten på et nyt livskapitel for Leif og Kirsten, som for nyligt tog deres to hunde med på en bryllupsrejse, hvor oplevelser med hundene var i højsædet.
Foråret lokker hundeejere ud i naturen, men med varmen følger risikoen for møder med hugormen. Denne artikel gennemgår forebyggelse, symptomer og korrekt førstehjælp ved bid i danske naturområder.
1. - 3. maj lægger Ansager græs til det største Dobermann VM i 11 år, når 46 ekvipager fra 19 nationer dyster om titlen. Det er en begivenhed, der fejrer både den professionelle brugshund og den menneskelige familiemakker.
Økonomi, livsstil og etiske overvejelser har i 2024 påvirket danskernes valg af hund, forklarer Agrias hundeekspert, Lotte Evers, som analyserer årets top 25 over Danmarks mest populære hunderacer.
Christina Graugaard Nielsen inviterer i maj til endnu en udgave af udstillingen Knæk Cancer i hundenes tegn. Siden første arrangement i 2021 har arrangementet samlet store beløb ind til det gode formål, og skabt et stærkt fællesskab for hundeejere.
