Hallerne i Fredericia summer af den særlige energi, som kun en hundeudstilling kan præstere. Lyden af bjæf, duften af pelsplejeprodukter og de hurtige skridt i ringen danner rammen om en verden, som Cristine Hellström elsker. Men for Cristine er disse haller også mærket af et traume. Det var her, i 2024, at hun mærkede de første tegn på, at noget var helt galt. Dengang troede hun, at den overvældende træthed og det fysiske ubehag skyldtes det enorme pres fra blandt andet hendes mors terminale sygdom. Men skæbnen havde lagt en langt mere dyster plan.
Da uret begyndte at gå baglæns
Blot fjorten dage efter udstillingen i 2024 erkendte Cristine, at hun måtte til lægen. Med en hvilepuls på 154 kravlede hun de få hundrede meter der ned. Synet af hende i venteværelset fik øjeblikkeligt en lægesekretær til at rekvirere en ambulance. Inden der var gået tolv timer, sad hun med en besked, der ville få de fleste til at give op: æggestokkræft. Det var den samme sygdom, som var ved at tage livet af hendes mor.
”Jeg var begyndt at planlægge min egen begravelse. Jeg vidste, hvilke sange der skulle synges, og hvad der skulle stå på min gravsten,” fortæller Cristine med en stemme, der bærer præg af både alvor og den pragmatisme, der siden blev hendes overlevelsesstrategi. Kort efter blev diagnosen dog præciseret til lymfekræft. Selvom det gav et spinkelt håb om helbredelse, blev hun sendt direkte ind i en tæppebombning af kemoterapi, der drænede hende for alt overskud.
Kampen i isolationens boble
Netop som kemoterapien så ud til at bide sig fast, ramte det næste lynnedslag. I maj 2024 mistede Cristine pludselig sit syn. Dobbeltsyn og en altoverskyggende hovedpine førte til en rygmarvsprøve, der bekræftede det værst tænkelige. Kræften havde spredt sig til hjernen. Lægerne gav hende tilbud om palliativ behandling, men Cristine nægtede at lade det være slutningen.
Heldigvis blev Cristine udvalgt til en ny og ekstremt hård behandling på Rigshospitalet, hvor hendes egne celler blev udtaget og omprogrammeret. Det var en proces, der føltes som om, livet blev suget ud af hende, men det var også hendes sidste chance. Hun lå i isolation i ugevis, ude af stand til at se fjernsyn eller læse, mens hun ventede på, at hendes immunforsvar ville vende tilbage. Midt i denne ensomhed var tankerne om hundene hendes stærkeste mentale anker.
En uventet engel
Mens Cristine kæmpede for sit liv på hospitalet, tikkede et helt andet ur derhjemme. En af hendes tæver var blevet parret inden sygdommen ramte, og nogen måtte tage hånd om hende. I håb om en kyndig og hjælpsom hånd, slog Cristine et opslag op på Facebook, hvor hun efterlyste hjælp til tæven, fødslen og hvalpenes første tid. Ragnhild, en opdrætter fra en helt anden race, sagde de forløsende ord: ”Jeg tager hende.”
Ragnhild overtog tæven, styrede fødslen og passede hvalpene i deres første kritiske uger. For Cristine var det en handling af så stor empati, at det gav hende den nødvendige ro til at fokusere udelukkende på sin egen overlevelse. Selvom hun følte sig splittet over at overlade sit hjertebarn til en fremmed, viste det sig at være den største gave.
At rejse sig fra støvet
I august 2024 blev Cristine udskrevet. Hun var så svag, at hun modtog hjemmehjælp fem gange om dagen, og hendes seng var flyttet ned i stuen. Men viljen til at komme tilbage til hundene var stærkere end kroppens forfald. Blot få uger efter den seks måneder lange indlæggelsestid, insisterede hun på at deltage i Puppy Cup. Med vennernes hjælp og en luftmadras ved hånden gennemførte hun.
”Manden slæbte på alt udstyret, og jeg fik bare at vide, at jeg skulle lade være med at dø,” husker hun med et skævt smil. Det var et show af kvalme og svimmelhed, men det var også her, hun mærkede livet vende tilbage. Genoptræningen foregik ikke i et fitnesscenter, men med en snor i hånden og målet om at kunne gå 100 meter uden krykker.
”Havde det ikke været for hundene, havde jeg ikke siddet her i dag. Det må du gerne citere mig for. Jeg havde givet op, hvis ikke jeg havde haft hundene at kæmpe for.”
Livet i det mærkelige mellemstadie
I dag bor Cristine i Jylland, hvor hun har fundet den plads til hundene, som hun altid har drømt om. Hun lever i et mellemstadie, hvor hun ikke ved, hvad næste scanning bringer, men hun har valgt at leve som en livsnyder. Hun bruger symaskinen og kreativiteten som terapi, og hun gør tingene i dag frem for i morgen.
Hendes historie er en påmindelse til os alle om hundenes ubeskrivelige drivkraft i livet. Mødet i Fredericia denne gang var ikke en afsked, men en fejring af, at hun stadig er her, stadig udstiller og stadig kæmper med hundene ved sin side.
”Planlæg din pension, men planlæg også, at du kan dø i morgen. Hav en plan B og en veninde, der kender dine ønsker for hundene. Gå med livrem og seler, men lev livet som om du bliver hundrede,” lyder hendes afsluttende opfordring til andre.
Redaktionen på hunden.dk vil gerne rette en dybfølt tak til Cristine Hellström for hendes stærke og ærlige beretning. Hendes historie er ikke blot en beretning om sygdom, men en hyldest til livet og til de firbenede væsner, der nægter at give slip på os, når vi har allermest brug for det. Vi ønsker Cristine alt det bedste fremover, både i og uden for udstillingsringen, og vi håber, at hendes historie kan inspirere os alle til at leve lidt mere i nuet og værdsætte hvert eneste øjeblik med vores hunde.
Overvægt hos hunde er et problem, som mange ejere overser. Selv få ekstra kilo kan påvirke både trivsel, bevægelighed og levetid.
Økonomi, livsstil og etiske overvejelser har i 2024 påvirket danskernes valg af hund, forklarer Agrias hundeekspert, Lotte Evers, som analyserer årets top 25 over Danmarks mest populære hunderacer.
1. - 3. maj lægger Ansager græs til det største Dobermann VM i 11 år, når 46 ekvipager fra 19 nationer dyster om titlen. Det er en begivenhed, der fejrer både den professionelle brugshund og den menneskelige familiemakker.
Den gule sløjfe er et enkelt, men vigtigt signal i hundeverdenen. Mange hundeejere bruger den som en venlig opfordring til andre om at holde afstand. Det handler ikke om, at hunden er farlig, men om at give den tryghed i situationer, hvor den har brug for ro.
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
Fredag den 27. marts var dagen, Maria længe havde frygtet og set frem til. Nerverne rasede, og tvivlen sneg sig ind, mens hun gjorde klar til den praktiske eksamen. Ville det tætte samarbejde med den spanske vandhund Svea bære frugt, når det virkelig gjaldt?
Helena Pryssing og hendes yngste hanhund, Shadow var tilbage i marts til Shadows første IGP 3-prøve, hvor de havde valgt at stille op til DDKs VM-kvalifikation. Der var god stemning hele dagen og hyggen var i top, selvom tingene ikke gik helt som håbet. Læs hendes beretning her.
Butikskæden NORMAL har taget et stort spring ind på markedet for dyreartikler med åbningen af deres nye koncept, ANIMAL. Den første butik slog dørene op i Aarhus den 1. april, og her er der lagt op til en shoppingoplevelse helt på hundenes præmisser med faste lave priser.
Mange tror, at hunden kun ser grå nuancer, men virkeligheden er langt mere farverig. Vi dykker ned i hundens unikke farvesyn og forklarer, hvad din firbenede ven egentlig ser, når I leger med den røde bold i haven.
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
