Hallerne i Fredericia summer af den særlige energi, som kun en hundeudstilling kan præstere. Lyden af bjæf, duften af pelsplejeprodukter og de hurtige skridt i ringen danner rammen om en verden, som Cristine Hellström elsker. Men for Cristine er disse haller også mærket af et traume. Det var her, i 2024, at hun mærkede de første tegn på, at noget var helt galt. Dengang troede hun, at den overvældende træthed og det fysiske ubehag skyldtes det enorme pres fra blandt andet hendes mors terminale sygdom. Men skæbnen havde lagt en langt mere dyster plan.
Da uret begyndte at gå baglæns
Blot fjorten dage efter udstillingen i 2024 erkendte Cristine, at hun måtte til lægen. Med en hvilepuls på 154 kravlede hun de få hundrede meter der ned. Synet af hende i venteværelset fik øjeblikkeligt en lægesekretær til at rekvirere en ambulance. Inden der var gået tolv timer, sad hun med en besked, der ville få de fleste til at give op: æggestokkræft. Det var den samme sygdom, som var ved at tage livet af hendes mor.
”Jeg var begyndt at planlægge min egen begravelse. Jeg vidste, hvilke sange der skulle synges, og hvad der skulle stå på min gravsten,” fortæller Cristine med en stemme, der bærer præg af både alvor og den pragmatisme, der siden blev hendes overlevelsesstrategi. Kort efter blev diagnosen dog præciseret til lymfekræft. Selvom det gav et spinkelt håb om helbredelse, blev hun sendt direkte ind i en tæppebombning af kemoterapi, der drænede hende for alt overskud.
Kampen i isolationens boble
Netop som kemoterapien så ud til at bide sig fast, ramte det næste lynnedslag. I maj 2024 mistede Cristine pludselig sit syn. Dobbeltsyn og en altoverskyggende hovedpine førte til en rygmarvsprøve, der bekræftede det værst tænkelige. Kræften havde spredt sig til hjernen. Lægerne gav hende tilbud om palliativ behandling, men Cristine nægtede at lade det være slutningen.
Heldigvis blev Cristine udvalgt til en ny og ekstremt hård behandling på Rigshospitalet, hvor hendes egne celler blev udtaget og omprogrammeret. Det var en proces, der føltes som om, livet blev suget ud af hende, men det var også hendes sidste chance. Hun lå i isolation i ugevis, ude af stand til at se fjernsyn eller læse, mens hun ventede på, at hendes immunforsvar ville vende tilbage. Midt i denne ensomhed var tankerne om hundene hendes stærkeste mentale anker.
En uventet engel
Mens Cristine kæmpede for sit liv på hospitalet, tikkede et helt andet ur derhjemme. En af hendes tæver var blevet parret inden sygdommen ramte, og nogen måtte tage hånd om hende. I håb om en kyndig og hjælpsom hånd, slog Cristine et opslag op på Facebook, hvor hun efterlyste hjælp til tæven, fødslen og hvalpenes første tid. Ragnhild, en opdrætter fra en helt anden race, sagde de forløsende ord: ”Jeg tager hende.”
Ragnhild overtog tæven, styrede fødslen og passede hvalpene i deres første kritiske uger. For Cristine var det en handling af så stor empati, at det gav hende den nødvendige ro til at fokusere udelukkende på sin egen overlevelse. Selvom hun følte sig splittet over at overlade sit hjertebarn til en fremmed, viste det sig at være den største gave.
At rejse sig fra støvet
I august 2024 blev Cristine udskrevet. Hun var så svag, at hun modtog hjemmehjælp fem gange om dagen, og hendes seng var flyttet ned i stuen. Men viljen til at komme tilbage til hundene var stærkere end kroppens forfald. Blot få uger efter den seks måneder lange indlæggelsestid, insisterede hun på at deltage i Puppy Cup. Med vennernes hjælp og en luftmadras ved hånden gennemførte hun.
”Manden slæbte på alt udstyret, og jeg fik bare at vide, at jeg skulle lade være med at dø,” husker hun med et skævt smil. Det var et show af kvalme og svimmelhed, men det var også her, hun mærkede livet vende tilbage. Genoptræningen foregik ikke i et fitnesscenter, men med en snor i hånden og målet om at kunne gå 100 meter uden krykker.
”Havde det ikke været for hundene, havde jeg ikke siddet her i dag. Det må du gerne citere mig for. Jeg havde givet op, hvis ikke jeg havde haft hundene at kæmpe for.”
Livet i det mærkelige mellemstadie
I dag bor Cristine i Jylland, hvor hun har fundet den plads til hundene, som hun altid har drømt om. Hun lever i et mellemstadie, hvor hun ikke ved, hvad næste scanning bringer, men hun har valgt at leve som en livsnyder. Hun bruger symaskinen og kreativiteten som terapi, og hun gør tingene i dag frem for i morgen.
Hendes historie er en påmindelse til os alle om hundenes ubeskrivelige drivkraft i livet. Mødet i Fredericia denne gang var ikke en afsked, men en fejring af, at hun stadig er her, stadig udstiller og stadig kæmper med hundene ved sin side.
”Planlæg din pension, men planlæg også, at du kan dø i morgen. Hav en plan B og en veninde, der kender dine ønsker for hundene. Gå med livrem og seler, men lev livet som om du bliver hundrede,” lyder hendes afsluttende opfordring til andre.
Redaktionen på hunden.dk vil gerne rette en dybfølt tak til Cristine Hellström for hendes stærke og ærlige beretning. Hendes historie er ikke blot en beretning om sygdom, men en hyldest til livet og til de firbenede væsner, der nægter at give slip på os, når vi har allermest brug for det. Vi ønsker Cristine alt det bedste fremover, både i og uden for udstillingsringen, og vi håber, at hendes historie kan inspirere os alle til at leve lidt mere i nuet og værdsætte hvert eneste øjeblik med vores hunde.
Det siges, at hunden er menneskets bedste ven. Men hvis vi skal være helt ærlige, ligner forholdet ofte mere en komedie, hvor den ene part har pels, og den anden part har adgang til Dankortet.
En video af syv hunde på en kinesisk motorvej er gået verden rundt med over 230 millioner visninger og en fortælling om en heroisk flugt fra kødindustrien. Men bag de dramatiske billeder gemmer sig en langt mere jordnær forklaring.
Lørdag den 21. marts 2026 markerede en særlig milepæl, da en Bichon Havanais for første gang stillede op i lydighedsklasse 3. Det var Small Opals That’s Amore (Tesla) som deltog ved Border Collie og DKK kreds 6’s lydighedsprøve i Viborg, afholdt i International Elite Center.
Mød den hollandske spidshund med det ikoniske "brille-look" og et hjerte af guld. Nanna Eriksen fra Kennel Livive’s tegner her et kærligt portræt af Keeshonden, en overset raceperle, der er den ultimative skygge og trofaste følgesvend for sin ejer.
Dansk Canicross Forbund satte i søndags et imponerende punktum for Dog Series 25/26. Hele 182 ekvipager var samlet på en gammel campingplads i Thy til en finale præget af høj fart, kølige temperaturer og enestående natur.
Efter en alvorlig sygdom nyder 6,5-årige Elliot nu livet på en velfortjent ferie med rekreation. Bo og Lone Olsen har taget turen fra Odsherred på Nordsjælland til Rold Gl. Kro (Hundekroen) for tredje gang.
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
Bananen med sin smukke gule farve indbyder i høj grad til at blive spist. Rå oven på ymer, som tørret snack lørdag aften eller i en banankage. VI elsker banan, men er den også en sund frugt for vores hunde?
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
