Dogdays: Oplev live parterapi

13-11-2019 15:07

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Som hundeejer ved man, at forholdet til hunden er helt specielt. Så hvorfor ikke gå i parterapi med hunden? Det kan faktisk lade sig gøre, og man kan se det til Dogdays i weekenden

Copyright Hunden.dk
Pressefoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er skrevet ufatteligt mange romantiske komedier, hvor det hårdt prøvede par går i parterapi for at forsøge at redde stumperne af forholdet. Næsten lige så ofte ender det med, at parterapeuten kommer så tæt på parret, at han eller hun scorer den ene halvdel af parret, og så har vi problemerne.

Sådan ender det ikke på søndag, når man kan opleve parterapi mellem menneske og hund ved Dogdays i Hillerød.

Her vil Ditte Young og Sebbastian Lorantius forestå parterapien mellem en hundeejer og en hund, som på forhånd er valgt ud af arrangørerne, men som de to terapeuter ikke har mødt før.

– I bund og grund handler det om, hvordan man opnår et bedre partnerskab med sin hund. Jeg ved, hvad hunden føler, og hvad det er for en personlighedstype, mens Sebbastian arbejder med ejeren, fortæller Ditte Young.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Derfor vil man opleve Ditte kommunikere med hunden, mens Sebbastian kommunikerer med ejeren, og sammen finder de så ud af, hvilke udfordringer der er i forholdet.

– Jeg synes for eksempel, det er vanvittigt spændende at kigge på projektion mellem menneske og hund. Vi har haft en generalprøve med en hund, der ikke kunne lide at være alene hjemme. Det viste sig, at hunden var meget sensitiv, og det var ejeren også. Derfor var de sådan set et godt match, siger hun og fortsætter:

– Ejeren var meget bange for at miste og ville sådan set bare bruge sin fritid på at være sammen med hunden. Hun behøvede ikke andre. Hunden kedede sig og manglede selskab, men ejeren turde ikke give hunden det selskab, den havde brug for, fordi hun var bange for at miste. Udover kedsomheden blev hunden også bange, når ejeren gik, for den havde jo lært fra ejeren, at det skulle være farligt.

Det er den slags, man kan forvente at støde på, når Ditte Young og Sebbastian Lorantius holder parterapi for hund og ejer. Og selvom der nok ikke sker romantiske forviklinger som i romantiske komedier, så mener Ditte Young, at terapien kommer til at gå rigtig tæt på.

– Vi ved jo, at vores hunde bliver smittet af stress. Men stress er jo bare en ud af mange følelser, og hunden kan jo selvfølgelig også opfatte de andre følelser. Derfor kan der også komme ting frem, som kommer bag på ejeren. Det gør selvfølgelig også, at Sebbastian og jeg skal vare vores ord, når vi står foran en masse publikummer, fortæller Ditte Young.  

Copyright Hunden.dk
Pressefoto
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout