Vi keder os…Lær din hund at søge

16-07-2017, af Anne Elisabeth Ekenberg

Det regner, og mine hunde vil ikke ud. Men kors, hvor de keder sig! Et eller andet skal der ske, mens vi venter på tørvejr. Så her er, hvad jeg har i sinde at byde dem…

Du skal bruge:

3-4 klude – størrelsen er underordnet.

Måske en sprittusch til at markere kludene med tallene 1-4

Godbidder

Legen gå i sin enkelthed ud på, at din hund skal vælge det stykke stof, som lugter af dig. Tag derfor én af de 4 klude og brug den til at tørre dig under armen med. Så kommer den til at lugte af dig. Lad så din hund lugte til netop denne klud.

Lad nu din hund blive et sted, hvor den ikke kan se dig, mens du placerer kludene et andet sted i huset, og hent den så bagefter. Giv den nu kommandoen ”søge” eller ”find den” – hvis den kender denne kommando. Hvis ikke, så undlad at sige noget. Når din hund så dutter på den rigtige klud, roser du – eller klikker, hvis din hund er vant til klikkertræning – og giver godbid.

Hvis din hund bare snuser til alle kludene, fører du den tilbage til udgangspunktet og starter forfra. Så skal du måske starte med at rose, hvis bare den nærmer sig den rigtige klud.

Hvis din hund hurtigt bliver skrap til øvelsen, kan du gøre den sværere ved at give de andre klude en anden duft. Prøv med citronsaft, eller lidt parfume eller måske lide leverpostej. Men husk: Rosen og godbidden falder først, når den vælger ”din” klud.

Rigtig god eftermiddag!

Læs også:

Singleton

Hvad du måske ikke ved om hjertelungeorm

Når verden ramler og fremmede bliver venner