Vi keder os…Lær din hund at gå ved siden af dig

23-07-2017 08:00, af Anne Elisabeth Ekenberg

Det er ikke svært at lære sin hund at gå ved siden af dig. Hunden.dk guider dig igennem en sjov og hyggelig øvelse, som du kan starte med at lave inden døre.  Din hund vil synes om den, og den vil sikkert komme dig til gavn, når I senere bevæger jer udenfor.

Først og fremmest skal du selvfølgelig have en masse godbidder i små stykker. Dernæst skal du vælge et område af huset, hvor I kan gå frem og tilbage. En klikker – eller et markørord er også godt. Jeg laver selv en lyd med tungen, som erstatter den fysiske klikker, men du kan også bare sige ordet ”klik”.

Kald derefter på din hund og peg på den side, din hund skal gå til. Når den kommer op på siden af dig, klikker du og give godbid. En ordentlig portion ros er heller ikke af vejen. Gør dette et par gange, indtil din hund har forstået meningen.

Derefter peger du blot på den side, din hund skal gå til, klikker og giver godbid samt endnu mere ros. Husk at du aldrig kan rose for meget!

Snart vil du kunne ændre retning og/eller tempo og se, om du kan ryste den af. Når det ikke lykkes, klikker du og giver godbid.

God fornøjelse!

TIPS

-Vi har som regel vores hunde på vores venstre side i lydighedskonkurrencer og Rally. Så det kan du med fordel træne.

-Hold din godbid oppe ved brystet, så du forhindrer, at din hund blot følger godbidden som lokkemad. Du forhindrer også din hund i at hoppe op ad dig, hvis godbidden er tilstrækkelig uden for rækkevidde.

-Hold godbidden i den hånd, som er nærmest din hund, for at forhindre at den krydser ind foran dig, så du snubler.