Trick træning – d. 9. september i Solrød Strand

29-07-2017 12:00, af Anne Elisabeth Ekenberg 

Lørdag d. 10 juni, hvor rigtig mange af DKK’s medlemmer var på vej til Vejen, for at deltage i DKK’s internationale udstilling, så kørte en gruppe træningsentusiaster den modsatte vej… De havde kurs mod Solrød Strand, hvor Heelwork To Music udvalget havde inviteret til Trick Kursus på de grønne arealer bag DKK’s bygning.

Og det blev en dejlig dag, hvor vejret viste sig fra sin bedste side og der blev trænet sjove og søde tricks indtil hundene ikke orkede at spise flere belønning-godbidder.

Foto: Simonsen/Porter

Dagen igennem blev der diskuteret træningsstrategier, ideer til nye tricks og der var også fokus på sundheden og sikkerheden i indlæringen. Undervejs blev der krydret med fif til at arbejde med motivation, gode råd om at opbygge selvtillid hos hunden og hvad der ellers rørte sig hos den enkelte deltager.

Og da dagens træning var slut, var samtlige deltager i stand til at gennemføre en såkaldt færdighedsprøve, der er en prøve hvor man viser hundetricks og hvor hovedvægten lægges på samarbejde og samspil mellem hund og fører. Vinder af denne lille uofficielle prøve blev den lille dansk/svenske gårdhund Xissel, der kunne fejre sejren ved at køre hjem med en præmie-rosette, der var større end hende selv!

Deltagerne gik hjem med ny inspiration og en masse ideer, som de kan arbejde videre med gennem sommeren og de to undervisere, Emmy Simonsen og Jette Porter, fik mindet om en god dag sammen med skønne hundefører, der virkelig satte glæden ved at arbejde med deres hunde i højsædet med sig.

Foto: Simonsen/Porter

Hvis du gik glip af denne dag, så har du chancen igen d. 9. september, hvor der igen indbydes til Trick Dag i Solrød Strand. Der er mange flere tricks at lære og du kan deltage hvad enten du er erfaren inden for arbejdet med tricks eller det er helt nyt.

Fakta boks:

Næste Trick Dag afholdes d. 9. september 2017 bag DKKs bygning, Parkvej 1, Solrød Strand kl. 9 – 15.

Undervisere: Emmy Simonsen og Jette Porter.

Pris: 650 kr. for deltagere med hund. Observatør uden hund: 300 kr. Prisen er inkl. kaffe og the, men du skal selv medbringe frokost.

Tilmelding sker via hundeweb.

Venlig hilsen HTM-udvalget v. Emmy Simonsen og Jetter Porter