Singleton

10-07-2017, af Jørgen Metzdorff

Eller hvordan et kuld med en enkelt hvalp blev til en harmonisk flok på fire med gode kræfters hjælp.

Tidlig fredag morgen nedkom min smukke islandske fårehund Sindra Valkyrja med sit allerførste kuld. Et kuld bestående af kun én hvalp. Temperaturen var faldet torsdag formiddag og var konstant på 37 grader, og som dagen skred frem, blev det tydeligere og tydeligere, at der skulle ske noget senere. I løbet af dagen tilbragte Valkyrja lang tid i det hul, hun havde gravet under terrassen, og det blev tydeligt, at hun nok ikke skulle lukkes ud i den del af haven under opblokningsperioden.

Fødslen

Opblokningsfasen indtraf torsdag aften og forløb lige efter bogen. Mellem kl. 02 og kl. 04 kunne man se flere lette kontraktioner og omkring kl. 04 fredag morgen indtraf de første egentlige veer. På et tidspunkt gik hun ud af fødekassen og hen på et tæppe, hvor hun tydeligt fik en stor ve. Ingen hvalp endnu dog. Hun gik tilbage i fødekassen og lagde sig ned. Hun slikkede sig energisk bagi. Kort tid efter kom endnu en stor ve, hvorefter hun slikkede endnu mere energisk. Det var hvalpen, der var født. Som det mest naturlige pakkede Valkyrja den forsigtigt ud, slikkede den, spiste moderkagen/efterbyrden og slikkede videre. Navlestrengen fik hun hjælp til, da det var usikkert, om hun ville stoppe spiseriet det rigtige sted…

Nu kunne vi få lov at komme til hvalpen, og selv om den viste tydelige livstegn, fik den for god ordens skyld en gnubbetur i et håndklæde. En han, rød, med fine hvide aftegninger, god pigmentering og store fine dobbelte vildtkløer på begge bagben. Valkyrja fik ham tilbage, og han søgte med det samme en dievorte. Valkyrja lagde sig og faldt til ro, og det var tydeligt, at fødslen var forbi, og at der ikke skulle ske mere fra hendes side.

Læs også Hollys historie

En singleton = udfordringer

Et ”kuld” på én hvalp giver nogle udfordringer. Dels mangler den søskende, hvilket kan give udfordringer omkring den sociale del af opvæksten, og dels kan det også være svært at holde ”flow” i mælkeproduktionen, når der kun er en hvalp til at tage fra.

Jeg skrev derfor en mail til ammestuen.dk og fortalte, at jeg manglede hvalpe. Herefter var det tid til at få gjort rent omkring kassen, få skiftet tæpper, m.m. Jeg havde allerede læst lidt på Ammestuens hjemmeside, bl.a. at det kunne være en god ide at gemme håndklæder m.m. fra fødslen, så evt. adoptivhvalpe kan blive gnubbet med dem og på den måde komme til at lugte ”rigtigt”. Så de små fødselshåndklæder kom i en plasticpose, og jeg gemte også et enkelt hundetæppe af vejen.

Formiddag gik med at kigge på hvalpen og med at opdatere dyrlægen om forløbet. Valkyrja havde resorberede et kuld på 6-7 fostre i efteråret, så jeg havde haft Susanne og Kathrine fra Frijsenborg dyrlægerne til at holde lidt øje med hende under denne drægtighed. Bl.a. havde Valkyrja løbende fået tjekket sit progesteron niveau.

Ved middagstid talte jeg med Kirsten, der står bag Ammestuen. Hun havde fået en henvendelse fra en opdrætter i Vordingborg, hvis mellemschnauzer havde født 12 hvalpe torsdag eftermiddag/aften. Iflg. Kirsten havde opdrætteren på dette tidspunkt truffet den meget tunge beslutning, at fandt hun ikke hurtigt en amme, ville kullet blive reduceret, noget hun havde bestilt tid til hos dyrlægen sidst på eftermiddagen samme dag. Opdrætteren havde ikke mulighed for at komme til Viby J. med hvalpene, så jeg aftalte med Kirsten, at jeg selv kontaktede hende for at finde ud af noget.

Gode forbindelser

Så jeg ringede til opdrætteren Rikke fra Kennel Mama Schrams. Der var god forbindelse med det samme – både telefonisk, men også den menneskelige forbindelse og forståelse var tilstede, og det gjorde, at jeg helt uden betænkninger besluttede at køre til Vordingborg senere samme dag. ”First impressions last”, er der et ordsprog, der lyder. Det holdt stik og mødet med Rikke, André og alle schnauzerne var ikke kun godt, det var rigtigt godt, og det virkede som om, vi havde kendt hinanden længe. Der blev serveret lækker aftensmad, og der blev snakket hund, alt imens hvalpene fik en god gang mælk fra deres biologiske mor.

Efter råd fra dyrlægerne sikrede vi os, at hvalpenes maver var godt fyldt op, så de kunne klare den lange køretur. Derefter kom de i en kasse med tæpper, inklusive dem jeg havde med, og turen tilbage til Viby J. startede. Bilens aircondition var sat til 24 grader i hvalpenes side, og de tog turen rigtigt fint og beklagede sig kun en enkelt gang. Jeg havde heldigvis taget en god ven med som co-driver på en del af turen, for jeg var træt og måtte bl.a. ind på rastepladsen ved Skærup og holde et kort hvil samt få en kop kaffe og noget vand.

Hvalpene og jeg var tilbage i Viby J. lørdag morgen lidt over kl. 03, knapt et døgn efter Valkyrjas nedkomst. Vel tilbage gjaldt det nu sammenføringen. Kirsten fra Ammestuen havde fortalt, at der normalt ikke var problemer, men at det kunne være en god ide at lukke Valkyrja i haven, gnubbe hvalpene godt med de håndklæder jeg havde gemt, lægge dem ned i kassen, og så lukke Valkyrja ind til dem.

Valkyrja var med det samme meget interesseret i kassen og logrede med hele kroppen for at få lov at se i den. Jeg satte den på gulvet for lige at se hendes reaktion. Jeg var ikke bange for, at hun skulle gøre dem noget og tænkte, at der ikke var nogen grund til at gøre tingene sværere, end de i virkeligheden var. Og minsandten om ikke Valkyrja logrede endnu mere og begyndte at slikke hvalpene i kassen. Jeg lagde dem derefter ved siden af hendes egen hvalp, og hun begyndtes straks at slikke dem til at forrette deres nødtørft. Derefter lagde hun sig ned og lod dem komme til mælkebaren.

Efter knap 2 døgns heftig aktivitet, utallige telefonsamtaler og 600 km’s kørsel faldt der endelig ro over flokken. Jeg lagde mig på gulvet ved siden af hvalpekassen, trak soveposen sammen over mig og tænkte: ”Hvor er jeg heldig, at det kunne lade sig gøre, og hvor er det godt, at jeg valgte at gøre det. Ikke alene får Valkyrjas hvalp nu nogle søskende og muligheden for en naturlig socialisering. De 3 schnauzerhvalpe har også fået en chance i livet…”

(Tak til Kirsten fra Ammestuen, til Rikke og André fra Kennel Mama Schrams, til Susanne og Kathrine fra Dyrlægegruppen Frijsenborg og til Jan fra Holme Dyreklinik).

Indsæt 2. del af brødtekst her