Når verden ramler og fremmede bliver til venner

11-07-2017, af Marianne Hagstrøm

Den 3. juni i år, kl. 06.10 oplevede jeg mit – og nok de fleste hundeejers – værste mareridt. Her opdagede jeg, at nogle af mine hunde – der iblandt en tæve og tre af hendes hvalpe, som var 9 uger gamle – var sluppet ud af en bagdør. Døren var blæst op ud til en nedlagt lade, og der havde de fundet et hul og var smuttet ud i den store verden.

 

Eftersøgningen

Jeg får hurtigt trukket noget tøj på og begynder at lede efter dem. Til at begynde med er jeg heldig, for jeg får fat i to af hvalpene i løbet af 15 minutter. Men derefter begynder så den længste dag i mit liv!

Tæven og hendes hvalpe reagerer overhovedet ikke på mine kald, og de er ingen steder at se. Så efter en halv time må jeg indrømme over for mig selv, at jeg har brug for hjælp. Jeg kontakter derfor en veninde og beder hende om hjælp. Vi lægger også et opslag ud på Facebook, hvor vi fortæller, at vi leder efter tæven og hvalpe. Der går heldigvis ikke længe, før folk skriver og tilbyder deres hjælp med at lede, og det tager jeg naturligvis imod med kyshånd.

På et tidspunkt kommer fragtmanden med varer til mig.

– Har du tilfældigvis set mine hunde, spørger jeg ham. Det har han desværre ikke, men han har netop fået et opkald fra en bekendt, der spørger, om han kender nogen, som mangler en lille hund. De har nemlig fundet en hund ca. 5 km fra, hvor vi bor. De har også taget hende med ind i deres hus. Da er klokken 10 om formiddagen, og mine elskede hunde har været væk i fire timer. En veninde kører straks ud og henter en meget beskidt og træt tæve, men hvor er hvalpene?!

Læs også: Singleton

Der bliver nu ændret i ordlyden på Facebook-opslaget, og vi laver flyers, som skal deles ud. Da dette sker, starter en sand lavine af henvendelser fra folk, både på telefon og ved at de kommer hjem til mig for at tilbyde deres hjælp med at lede. Klokken 13 er der således nok et sted mellem 10 og 15 personer, som alle er ude og lede i området, hvor vi bor, og hvor tæven blev fundet. Politiet i de fire kredse omkring os bliver tilsvarende kontaktet, og der bliver ringet til dyrlæger i en omkreds af 30 km. Men ingen har set eller indleveret de sidste tre hvalpe. Der bliver ringet på alle døre i området, og udhusene bliver gennemgået af ufattelig mange mennesker. Så begynder folk at komme hjem fra arbejde, og flere mennesker strømmer til for at hjælpe. Nu kommer der folk – folk jeg ikke aner, hvem er – med jagt- og sporhunde, som gennemtraver de omkringliggende rapsmarker. En kvinde – Pia – som går med krykker og har skinne på benet, har i løbet af dagen gået rundt i sprøjtesporerne på markerne i seks timer. Jeg er hende dybt taknemmelig.

Men stadig ingen tegn på hvalpene, og klokken nærmer sig 18.  Hvalpene har nu været væk i 12 timer, og jeg indrømmer over for mig selv, at jeg ikke længere tror på, at jeg nogen siden ser dem igen. Vi bor nemlig i et område med mange rovfugle, og jeg kan levende forstille mig, hvilken lækkerbisken, mine tre små hvalpe må være, og hvor lette de er at tage for en rovfugl.

På dette tidspunkt har der nok været et sted mellem 30 og 40 mennesker, som i løbet af dagen har været ud og lede. Mange har jeg ikke selv mødt, da jeg også er ude på markerne og lede. Nogen snakker om, at de må være blevet stjålet, og jeg melder det til politiet som en tyverisag. Bare for at være på den sikre side. Folk er nu kommet fra så fjerne steder som Ballerup og Frederikssund for at hjælpe med at lede, og der bliver ovenikøbet ringet fra Bornholm og spurgt, om de kan gøre noget. Der bliver taget kontakt til clairvoyante personer og til en forening af droneentusiaster. To kommer med pizzaer, og en står i køkkenet og laver kaffe i lange baner. Klokken nærmer sig 21 og stadig ingen hvalpe.

På dette tidspunkt er jeg i total opløsning: Der står en mand i gården og samler sin drone, der ringer en anden dronemand og siger, at de er flere på vej. Nu er der omkring 50 mennesker, som på den ene eller anden måde har været involveret i eftersøgningen af de små. Dertil kommer alle dem, som via beskeder fortæller, at de har været ud og lede i forskellige områder.

Forløsningen

Men så endelig – endelig – sker det. Netop som alt håb er ude, og mørket er ved at sænke sig for alvor, ringer min telefon med verdens bedste besked!

Det er en genbo, hvis skel og marker er blevet undersøgt flere gange i løbet af dagen, men vi har ikke tjekket deres gårdsplads…

– Hvad så, Marianne, kunne du tænke dig at komme og hente dine hvalpe? De ligger og trykker sig under en palle ved vores kompostbeholder.

Jeg ryger ind i bilen og afsted. Og der står min nabo med sine to korthårede jagthunde, og de to store hunde har taget stand på mine tre små labaner. Mine tre rollinger knurrer til gengæld som gale af de to hunde, som ikke vil lade dem komme væk. Jeg falder ned på knæ og graver dem ud fra et trangt sted under en palle, og bagefter får de to skønne hunde, der fandt mine bæster, en kæmpe krammer.

Når fremmede bliver til venner

De kom alle tre hjemme igen, og til trods for at de var væk i 16 timer, var de alle i godt humør. De tævede mine voksne hanhund og jagtede tøjbamser hele natten. I dag, dagen derpå, skal de lige have et tjek hos dyrlægen og så ellers masser af kys og kram.

Jeg er evigt taknemmelig for den store støtte, jeg modtog fra totalt fremmede mennesker og fra mine venner og bekendte. Det vil jeg aldrig glemme.

Indsæt 2. del af brødtekst her