Må min hund spise blåbær?

07-08-2017 07:00, af Anne Elisabeth Ekenberg

Har du tjekket, om du har blåbær tilbage på busken? Måske har hunden eller hønsene allerede været der og taget de søde, blå bær. For godt, det smager de. Og sunde er de også – også for vores hunde.

Så er du heldig og endnu har nogle blåbær tilbage på busken, kan det være, du skal skynde dig at spise dem. Det er nemlig slet ikke umuligt, at din hund har fået øjnene op for dem. Størrelsesmæssigt passer de jo til alle racer.

Læs også: Må min hund spise løg?

Blåbær indeholder store mængder C-vitamin, fibre og phytokemikalier. Sidstnævnte giver blåbærrene deres syrlighed, og phytokemikalierne gør samtidig blåbærrene meget sunde, idet de hjælper med at hæmme kræft. Sammen med antioxidanterne er blåbær med til at øge sundheden ikke kun hos mennesker, men også hos vores dyr. Antioxidanterne hjælper med at bekæmpe de såkaldte frie radikaler, som ellers er ødelæggende for vores celler. Amerikanske studier viser endvidere, at blåbær er med til at reducere alderens indvirkning på vores og vores hundes hjerner. Studiet viste således, at antioxidanterne ganske enkelt hjalp de aldrende hunde med at forbedre deres indlæringsevner.

Der er således god grund til at give din hund en mindre portion blåbær, men vær som altid opmærksom på, at for meget på én gang heller ikke er godt.

Kilde: akc.com, maddata.dk, videnskab.dk, aicr.org

__________

Læs også:

Må min hund spise asparges?

Når hugormen hugger

Stress kan ses i pelsen