Må min hund drikke kaffe?

13-08-2017 11:30, af Anne Elisabeth Ekenberg

Søndag morgen, solen skinner, familien har sovet længe, og nu er det tid til brunch. Marmelade, nutella, smør, ost, juice – alt bliver hevet ud af køleskabet, og endelig bliver den frisklavet kaffe sat på bordet. Du tager en kop og hælder mælk i, og så kommer den velkendte hundesnude og stikker den ned i kaffen.

Koffein er giftigt for hunde

Må din hund drikke kaffe? Svaret er nej! Kaffe indeholder koffein, som tilhører den kemiske gruppe alkaloider, og de er giftige for vores hunde.

Men koffein findes ikke kun i kaffe, men også i blade, frø og frugter fra mere end 60 forskellige planter, blandt andet te-, kakao og kolaplanter. Det betyder, at også te, kakao og coca cola ikke er godt for vores hunde.

En del såkaldte energidrikke som f.eks. Red Bull indeholder også koffein. Den type energidrik må hunde derfor heller ikke få.

Kaffebønner er også giftige. Foto: Shutterstock

 

Lugten af kaffe vil virke afskrækkende

Normalt vil lugten af kaffe alene afholde hunde fra at dyppe snuden i kaffen, men er kaffen tilsat mælk, er det ikke umuligt, at hunden vil forsøge sig. Kaffebønner, som er spildt på gulvet, er også en anden kilde til forgiftning. De populære energidrikke, hvor man ikke kan lufte koffeinen, er også oplagte som kilde til forgiftning.

Læs også: Må min hund spise græskar?

Koffeins effekt på nervesystemet

Koffeinen påvirker nervesystemet og hjertet hos både mennesker og hunde. Og ligesom hunde kan vi mennesker faktisk også blive forgiftet, hvis vi får for meget koffein. Hvis din hund har indtaget koffein, skal du holde øje med følgende symptomer på forgiftning

Rastløshed

Opkast

Øget puls

Hyperventilering

Unormal hjerterytme

Rystelser

Feber

Anfald

Du skal naturligvis straks kontakte din dyrlæge.

Kilde: Agria.dk, petpoisonhelpline.com, netdoktor.dk

__________

Læs også:

Må min hund spise honning?

At være schweisshund og schweisshundefører

Når hugormen hugger