Angste hunde

27-07-2017 07:00, af Anne Elisabeth Ekenberg

Der er længe til nytårsaften og fyrværkeriet, som brager om ørerne på os. Men en sommerstorm med lyn og torden lurer måske lige om hjørnet. Eller køreturen som er nogle hundes mareridt? Hunde bliver angste af mange forskellige årsager, og spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at hjælpe vores hunde.

Man skelner mellem to former for angst, når man taler om hunden. Den ene form er stærkt arvelig, og man bør derfor ikke bruge disse hunde i avlen. Den anden form kaldes for generel angst og skyldes forskellige situationen, hunden har været udsat for. Hunden kan således udvikle angst over for lys, lyde, andre hunde, genstande og visse mennesker. Den kan også være præget af en dårlig socialisering.

Læs også: Når hugormen hugger

Hundens angstsignaler

Mange hunde vil udsende tydelige angstsignaler såsom rysten og sitren, gemme sig forskellige steder eller omvendt være helt tæt på ejeren. Det kan også være, at den er ude af stand til at koncentrere sig, måske vil den gø, og muligvis vil den også forsøge at løbe væk.

De mindre tydelige signaler kan være, at hunden sidder og halser, selv om den ikke har det varmt, måske gaber den gentagne gange uden grund, og endelig kan den også slikke sig om munden.

Og har du en hund, som har let til angst, er her nogle råd til, hvad du kan gøre.

Medicin på recept

Du kan medicinere din hund i forbindelse med nytårsaften. Hvert år d. 30 og 31. udleverer dyrlægerne ”tonsvis” af nervemedicin til ejerne af bange hunde. Det er receptpligtige midler og gives som en cocktail flere gange i løbet af aftenen. Medicinen lægger stort set hunden ned, så den næsten intet sanser. Men det kan jo ikke bruges i dagligdagen.

Clomicalm er lykkepiller på recept til hunde og kan evt. bruges sammen med feromoner.

Læs også: Hotspot i sommervarmen

Feromoner

Feromoner er duftstoffer, som alle pattedyr frigiver for at berolige deres unger. Tæven udskiller feromonerne fra talgkirtler omkring patterne ca. 3-5 dage efter fødslen. Det beskytter hvalpene mod stress og uro, samt gør dem rolige i fremmede omgivelser og situationer. Det er disse feromoner, man med fordel kan give sin voksne hund. I handlen kan man købe forstøvere eller halsbånd med feromoner. Feromoner kan du spraye på et tæppe, umiddelbart før din hund skal ligge på det, f.eks. i forbindelse med den forhadte køretur.

Foto: shutterstock

 

Fodertilskud

Visse former for fodertilskud kan også have en beroligende virkning. Zylkene er et af disse produkter, som menes at have en beroligende virkning på hunde. Zylkene er lavet af mælkeproteinet kasein, og når det spaltes i mindre bestanddele i hundens mave, fremkommer den beroligende virkning. Produktet er en tyggetablet og kan bruges i alt fra 1 uge til 2 måneder alt afhængig af situationen, og man bør derfor konsultere dyrlægen først.

Serene UM og Kalm er tilsvarende produkter i tabletform. Begge er lavet af vitaminer, mineraler og aminosyrer. De påvirker overførslen af nerveimpulser i hjernen og virker derfor angstdæmpende. Også de skal startes op i god tid.

Svøb

Endelig er der dukket en form for dækken op under navnet Thundershirt. Meningen er, at dækkenet skal lægge sig tæt om hundens krop, lidt ligesom man i nogle kulturer svøber spædbørn ind og derved beroliger børnene. Et helt almindeligt stykke klæde, som vikles om hunden, vil have den samme effekt.

Sådan svøber du din hund.

 

Hvad du selv kan gøre

For at lære hvalpen at tackle lyde kan man gennem DKK, og mange dyrlæger, og selvfølgelig også over nettet købe CD’er med lyde af forskellige art: Torden, lyden af skud, fyrværkeriets susende efterfulgt af braget. CD’en kan afspilles for hunden under kontrolleret former, og målet er langsomt at vænne hvalpen til disse lyde, så den til sidst ikke reagerer.

Træning skal der til

Ingen af disse produkter bør stå alene, men skal understøttes af træning og yderligere socialisering. Ovenstående CD kan hjælpe mod lyde, men ved andre former for angst skal der arbejdes med hunden på anden vis. Her vil en hundeadfærdsterapeut kunne være behjælpelig med at lægge en strategi.

Endelig kan du også selv bruge hundens egen signaler. I fagsproget kaldes de for hundens dæmpende signaler, og dem kan vi selv lære at anvende i et vist omfang.

Kilder: akc.com, netdyredoktor.dk, zylkenepet.co.uk, ema.europa.eu, thundershirt.com

__________

Læs også:

Tilstoppede analkirtler

Mennesker og den livsfarlige borrelia

Fun facts