At være schweisshund og schweisshundefører

11-08-2017 16:20, af Anne Elisabeth Ekenberg

Når vilde dyr påkøres, skambides eller skamskydes, men overlever, er det vigtigt at finde dyret så hurtigt som muligt, så det ikke går en lang og tragisk død i møde. Til dette arbejde har vi heldigvis vores dygtige schweissfører og deres fantastiske hunde.

Schweissfører er godkendt af Naturstyrelsen

Schweissarbejdet er eftersøgning af anskudte og påkørt vildt. Det er organiseret i Schweiss-registret under Naturstyrelsen og har eksisteret i ca. 40 år. Schweisshundefører findes der ca. 200 af, og med deres specialtrænede hunde kan de opspore påkørt og anskudt vildt. Alle Schweiss-registrets hundeførere, som er frivillige og ulønnede, er godkendte af Naturstyrelsen til at løse denne opgave. Det betyder, at de har lov til at eftersøge og aflive såret vildt på privat grund uden tilladelse fra ejeren.

Den ruhårede hønsehunde bruges meget som schweisshund. Foto: Shutterstock

 

Hvordan bliver du schweissfører?

Du og din hund skal bestå med 1. præmie på et spor, som er 400 m langt og er 20 timer gammelt. Hundeføreren skal selvfølgelig have jagttegn, men også have jagterfaring med hjortevildt. Ansøgning sender du til Naturstyrelsen, som i samråd med hundekoordinatorerne udvælger ansøgere.

Ansøgeren skal herefter gennem en kvalifikationstest. Kvalifikationstesten er Schweissudvalgets mulighed for at få indblik i, hvad ansøgeren kan klare på en simuleret eftersøgning: Hvor god er hunden, hvor god er føreren, og hvor gode er de sammen til at klare de udfordringer, de kommer ud for? Hvis parret består testen, bliver hundeføreren indkaldt til et to-dages kursus, hvorefter han/hun bliver udnævnt til schweisshundefører.

To år på prøve og en god start

En hundefører alene ikke afslutte en eftersøgning, hvor dyret med sikkerhed er anskudt, uden at finde dyret. Her skal hundeføren ringe efter hjælp fra en erfaren kollega. På denne måde får den nye hundeførere en god start.

Ruhåret hønsehund topper listen over schweisshunde

Ruhåret hønsehund er antalsmæssig den største race, efterfulgt af labrador, Bayersk Bjergschweisshund og Hannoveraner.

Labrador retriever kommer ind på andenpladesn som schweisshund efter ruhåret hønsefund. Foto: Shutterstock

 

Hvem skal du kontakte, hvis uheldet er ude?

Du ringer selv efter en schweisshundefører, hvis du er jæger. Har du ikke har nummeret på en schweisshundefører, kan du heldigvis sende en sms til 1220 med teksten HUND og postnummeret, hvor du befinder dig. Så modtager du en sms med oplysning om de tre nærmeste schweisshundeførere.

Hvis du er bilist og har brug for en schweisshund, skal du ringe til Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812. De kontakter så den nærmeste schweisshundefører med oplysning om påkørselstedet.

På Schweiss-registrets hjemmeside kan du læse meget mere. Tryk HER