Årets hunde i HTM og freestyle

Tekst: Astrid Gerd Holtet / Foto: Sandie Højgaard Larsen/Emmy Marie Simonsen

Årets hunde i HTM og freestyle blev kåret i sidste weekend. Det blev to kuldsøskende, border collierne Jazz og Hero, der løb afsted med titlerne. Hunden.dk tog en snak med ejerne Helle Larssen og Emmy Marie Simonsen.

For syv år siden kom border collierne Jazz og Hero til Danmark. Hvalpene blev født i England, men blev købt af henholdsvis Helle Larssen og Emmy Marie Simonsen. I dag er begge hunde blandt de bedste i Danmark til dog dancing – Jazz med titlen som årets HTM hund og Hero med titlen som årets freestyle hund.

At Jazz skulle blive årets HTM hund havde Helle ikke forudset, da hun hentede den lille hvalp hjem fra England.

– Da Jazz var lille og jeg begyndte at træne med hende, troede jeg egentlig, at vi skulle lave freestyle. Det er den mere løsslupne af de to discipliner inden for dog dancing, hvor alt er tilladt. Jazz elsker imidlertid at arbejde tæt på mig og søgte altid ind i de tætte heelwork positioner rundt om mig, så selvfølgelig skulle hun lave Heelwork To Music, hvor hunden så godt som hele tiden arbejder i en af 10 klart beskrevne heelwork positioner rundt om hundeføreren, fortæller Helle.

For Helle handler HTM om både præcision og kreativitet på samme tid, og til spørgsmålet om hvorfor netop HTM er så sjovt svarer hun;

– Det er udfordrende, at det ikke er et fast program med faste øvelser, men at jeg kan være kreativ. Jeg kan lave mit eget program og jeg kan tilpasse det så det passer perfekt til Jazz og jeg. Selvfølgelig er det beskrevet hvordan de 10 HTM positioner skal se ud, og mindst 75% af programmet skal være HTM, men det er fantastisk at nørde med præcisionen og samtidig kreativiteten. Så er det da også sjovt at man kan gå rundt på en stævneplads med de mærkeligste kostumer og tænke at det da er helt normal.

Emmy og Hero var med ved Hund i Fokus i Vejen. Foto:Sandie Højgaard Larsen 

Emmy er en af frontløberne inden for freestyle i Danmark. Hun blev inspireret af engelske Mary Ray, og lavede sin første opvisning ved et Dansk Collie Klub i 1998. Derefter greb interessen om sig og Emmy endte med at arrangere den første dog dancing konkurrence på dansk jord i 2005.

Ligesom Helle værdsætter Emmy også dog dancings kreative element, og peger på nye ideer og musik som det, der gør freestyle sjovt.

– Man kan være kreativ og udtænke sine egne ideer og tricks. Jeg elsker at vi har musik til arbejdet, og så er det sjovt at være ude at optræde og vise det frem, som vi har arbejdet på, forklarer hun.

Til spørgsmålet om hvad der gør Hero til en god freestyle hund svarer hun;

– Han har en kæmpe motor. Han elsker at arbejde og bliver ved og ved og ved. Han kan nørde med detaljer uden at blive træt af det og miste lysten. Han har også en ret lav stress-tærskel, så det er en fin balance at få en god velafbalanceret performance, hvor han giver sit bedste uden at kamme over og ‘køre for højt’.

Både Emmy og Helle har trænet deres hunde siden de fik dem hjem fra England og i dag afspejles deres arbejde i stribevis af gode resultater i deres respektive discipliner. Emmy og Hero har sågar kvalificeret sig til Crufts 2018. Begge hunde var at se i HTM- og freestylekonkurrencerne, der blev afhold ved arrangement ”Hund i Fokus” i Vejen d. 2. og 3. september.

 

(Øverste billede: Helle og Jazz. Foto: Emmy Marie Simonsen)